…hverken i lufthavnen eller i flyveren, men hvem havde også regnet med det?!

- Så fik vi endelig gang i vores blog! Vores første par indlæg er et oprids af vores første 3 uger i Perth og herefter er planen at servere friske indlæg til jer jævnligt!

Søndag var afrejsedag og dagen hvor der blev sendt på gensyn sms'er, givet kram og kys og fældet en enkelt tåre eller to. 

Nu blev det virkelighed og destinationen var Perth, Vestaustralien.

Læsset godt op med slik, blade og diverse film på computeren var vi klar til noget der minder om et døgns tids rejse, det skulle dog vise sig, ikke at blive så afslappet en tur som vi havde regnet med…

Vi nåede nåede knapt igennem security check ind, før Julius tømte lommerne og den eneste bilnøgle til fars Opel nær var taget med 'Down Under'.. synd for den, men den måtte sidde over i denne omgang. 

Efter lang tids diskussion om hvordan rækker og pladser i fly er organiseret, åndende vi lettede op da vi til vores glæde så at vi havde fået nogle gode pladser ( hvornår er det sidst sket?). Ved siden af os sad to unge fyre( en englænder og en dansker), som vi med flymanér sagde pænt goddag til og efter at have sat os til rette kom i snak med. 

Det viste sig at de var dørsælgere og arbejdede Melbourne, så de fortalte os en hel del om Australien. Vores nye venner holdte sig bestemt ikke tilbage med bestillingerne af de gratis drinks og inden længe var vi tilskuere til en drikkeleg forårsaget af filmen "Clash of the Titans" (Amr. actionfilm og den græske mytologi) og med den simple regel at drikke hver gang der blev sagt Zeus, Hades eller hvis et monster blev dræbt - og det var ret ofte! Efter en del Gin og tonics, Campari og et ukendt antal øl, faldt vores nye venner endelig til ro, dog formåede englænderen i søvne at hælde en drink udover Maria - nej det er ikke sjovt at lugte af gin i 14 timer... uden at have drukket!  

Løjerlighederne fortsatte da en pludselig panik spredte sig hos flypersonalet - vores venner var væk! Da det jo er begrænset hvor meget man kan blive væk på et fly, besluttede Julius sig for at gøre noget ved sagen. Han fandt dem liggende i et lille rum med seks små køjesenge, idet Julius finder dem, er en stewardesse og en supervisor i færd med at vække dem. Det er bestemt ikke en en opgave at vække en fuld englænder, så den thailandske mandlinge supervisor er noget arrig da han råbende henvender sig Julius " We will sue you.... I call the police". Hvordan han ville ringe til politiet og hvorfor han ville sagsøge Julius fandt vi aldrig ud af, men resten af flyveturen og Bangkok lufthavn må siges at kunne beskrives som, kedelig.